Medie

Ferie med formål
Sommercamp er campingliv for erfarne og uerfarne campister; bygader, hvor vi for alvor kommer tæt på hinanden; generationernes begejstring over de fantastiske tilbud; den farverige buket af gudstjenester og seminarer, som vi kan plukke af og som hvert år giver nyt tankestof om gamle sandheder.

Sommercamp er en blanding af afslappet sommerferie for både store og små og samtidig en opfordring til at tænke og handle anderledes i en udstrækning, så det påvirker den tilbagevendende hverdag.

Sommercamp er børn, unge, familier, singler og ældre sammen – og hver for sig. En camp af folk fra mange kulturer, fra store og små kirker, fra forskellige kirkesamfund, fra ind- og udland. Lokale kirker, som bor i kirkegader på camping- pladsen og meget mere. Sommercamp havde i 2018 og 2019 mere end 4500 campdeltagere og heraf over 1700 camperende.

Sommercamp har sin historiske rod som Pinsekirkernes sommerstævne. I dag har den udviklet sig til en bredere kirkefestival, som bæres af frikirkenetværket MOSAIK. MOSAIK er et netværk af frikirker, organisationer og ledere. MOSAIK er en unik helhed, som formes af selvstændige enheder. Netværket har til formål at styrke de lokale kirker, udruste præster og ledere og arrangere nationale konferencer, hvor Campen er det mest synlige initiativ, som samler bredt fra både ind- og udland. Du kan læse mere om MOSAIK på mosaik.one og på facebook.com/mosaikdanmark